På tur med Jesper Bergstrøm

Klumme af Kirsten Lynggaard (ikke sponsoreret).

Jeg var med Jesper Bergstrøm i Jylland, da han skulle holde salgsforedrag for iværksættere. Under foredraget sad jeg og iagttog mænd og kvinder, der med iver og forventningsfulde øjne sad og lyttede til Jesper. Som altid fik han folk til at grine og smile helt op til øjnene. Et smil, som sad klæbet fast til deres ansigter selv under frokostpausen. En gnist var blevet tændt.

Jeg så samtidig mennesker, som var omsluttet af en tyk vatdyne. En vatdyne, som i fortiden har sikret dem imod knubs og blå mærker. Komfortzonen er deres vatdyne. Som foredraget skred frem, ændrede deres blikke sig. Jeg så blikke begynde at flakke og en nervøsitet ramme dem i takt med, at udfordrende ord om virkelighedens verden ramte. Bevidstheden om, at den dyne, de havde slæbt rundt på i alle de år for at sikre et trygt og dejligt liv, faktisk havde afholdt dem fra at leve et liv, som de kunne vågne glade til hver morgen. Der var ingen vej udenom længere – de blev her udfordret til at tage et valg. Et valg, som betyder, at de må lægge vatdynen ned, som en rød løber til den streg, der skiller komfortzonen med den uvished, der findes på den anden side. Til den side, hvor det ”mulige liv” findes – det liv, hvor lidenskaben ligger. Bevidstheden, omkring hvilken magt vatdynen havde haft over dem, ramte som et chok for nogen.

Vatdynen må smides, hvis et liv med lidenskab og passion skal nås!

Atmosfæren i rummet blev mere intens, paraderne begyndte at vise sig som en mur i bestemte dele af lokalet, mens stemningen hos andre var anderledes høj og let. Vandene skilte sig, da intensiteten steg. Pludselig fik jeg en stærk fornemmelse af, hvem af de ambitiøse mennesker der ville nå deres mål, og hvem der ikke ville. Jeg kunne se i øjnene på nogle af deltagerne, at de havde valgt at samle dynen op fra jorden, putte et ekstra stykke vat ind og slutte den om deres kroppe igen. Sådan – så var sikkerheden tilbage og deres skuldre fandt ned på plads igen. Uvisheden var for mørk og for uklar for nogen, så de valgte det sikre liv til igen. Det liv, som de var okay tilfredse med. Det var mennesker, som begyndte at blive skeptiske, fordi deres forsvarsmekanismer trådte i kraft. Jeg kunne se i deres øjne, at der var noget af betydning på spil for dem. De ville gerne mere med deres liv, men behovet for tryghed vægtede tungest på vægtskålen. Janteloven ramte pludseligt lokalet. Nu blev alle sejl sat ind hos dem, hvor trygheden var den vigtigste værdi; De skulle have deres ”båd” (dem selv) sejlet sikkert ind til land igen. Alle tricks blev brugt, indtil trygheden og roen igen fyldte deres kroppe. Sætninger som: ”Ej, men nu skal du jo tænke på, at du er i Jylland”, ”Her er vi ikke så højt flyvende”, ”Her tager vi et skridt ad gangen”, og ”Man skal jo lige huske ikke at oversælge sig selv!” kom på banen.

Alt imens min opmærksomhed var indfanget af den bekymrede og skeptiske del af lokalet, hørte jeg gennemtrængende grin fra den anden ende af lokalet. Min blik skiftede hurtigt retning, og et smil kom frem på mine læber. En sætning fløj igennem mit hoved: ”De mennesker har mulighed for at klare den.” Jeg kunne se på dem, at de havde placeret frygten i deres hånd. De kontrollerede frygten, og de var okay med at have en følelse af uvished i kroppen. Jeg gik på et sekund fra at have en ubestemmelig tung følelse i kroppen til at føle mig let som en fjer. Jeg kiggede inspireret på deltagere, som – koste, hvad det koste ville – ville satse hele butikken. Deres vatdyne forblev en rød løber, de var for nysgerrige på, hvad livet på den anden side af deres komfortzone kunne tilbyde dem. De forblev på åbent hav med deres båd, og tog et valg om at krydse oceaner for at nå hen til den ø, hvor skatten kunne findes. Trods regn og blæst, bølgegang og modvind skulle de nok nå frem til et liv med lidenskab og passion. Janteloven tyngede dem ikke, de skulle bare frem, det var deres ubevidste signal. Jespers ord havde gjort dem sultne og deres feedback understregede det – hvorfor folk også kører langt og betaler mange penge for at høre ham tale.

Skriv gerne emne forslag/ønsker i kommentarfeltet.

Kærligst Kirsten.

Kirsten LynggaardComment